Er skrædderi blevet til de unges punk?
Nogle gange spekulerer jeg på, hvorvidt vi er ved at tabe en ny stilbevidst generation på gulvet? Mange unge vil gerne vise frem en troværdig individualitet med sin påklædning – men det bliver nu ikke nemt i Danmark. Den individualitet de søger kan man selvfølgelig ikke få med de almindelige mærkevarer, og når vi har besluttet os for at ikke uddanne flere skræddere, ja, så har vi jo et problem! Man kan stadig lære sig det traditionelle skrædderi på mit københavnske akademi DTTA, men… Man undrer hvor de større retningslinjer er henne? Hvem skal videreføre vores kreative viden? Hvem skal stå for den service, fremtidige kunder har brug for?
Hos en international kollega fandt jeg et citat, der er tæt beslægtet med mit opråb - In defence of the Tailor: A short essay on Individuality (Maisonneuve, Peter Braul 28. March 2011).
"In this era of unbridled individualism, it is ironic that tailors are disappearing from public life. […] A good fit is the easiest thing to achieve with a tailor’s help, but we have come to believe it is rare. We spend hours looking for ready-to-wear clothes that only approximate our bodies, instead of paying attention to the quality of their construction."
I artiklen fornemmer man, at den gruppe bevidste unge der søger efter ægte individualisme, vil få det ganske svært, hvis de da ikke accepter kun aldrende skræddere om et par år. Disse unge, der har fået nok af dagens overflod af medier, meninger, tøj og almen hurtighed, kan sagtens gennemskue, at de dyre mærkevarer ikke tilbyder skrædderi, til trods for at det påstås i reklamerne. De vil ende i en slags subkultur af slow-living, hvor ex. produceren Thomas Troelsen og min kunde, poeten og forfatteren Morten Søkilde, roligt kunne siges at være vore danske forløbere.
Ligesom Bryan Ferry er, og nu afdøde Fred Astaire var, vil denne nye generation unge mænd gerne være lidt mere end dagens forfladigende kultur – et nyt miks af stil og stilforvirring! I en reaktion mod strøgbutikkernes pæne facader, må man gerne se at deres tøj er brugt, hvilket blot påviser produkternes holdbarhed og kvalitet. De distancerer sig også gerne fra den gængse optagethed af nyt og pænt, ved at have fokus på de små detaljer. Budskabet er utvivlsomt personligt engagement; evnen til at genkende enkelte detaljer, for at derefter ”dreje” dem en smule. Som den engelske stilikon Bryan Ferry selv proklamerede, da han på dansk tv roste det tøj jeg havde syet til Morten Søkilde: ”Herretøj er et spørgsmål om detaljer, og dette er et godt eksempel!” Mortens klassiske tøj, sat sammen på en ny måde, havde små, nærmest usynlige skæve detaljer, men mr. Ferry opdagede dem selvfølgelig.
Jeg mener at individualitet og personlighed absolut bliver en ny alternativ livsstil. Derfor vil også industrien blive vendt ryggen i et vist omfang, da dens målsætning er at ensrette befolkningen. De dårlige arbejdsforhold og en produktion i lande langt væk, passer da heller ikke godt sammen med, at sætte sit præg på egen fremtoning.
Vi bliver nu nødt til at lære, at produkter og processer fremover gerne må tage sin tid. Lidt som i det fantastiske The Impossible Project hvor en gruppe entusiaster har genstartet produktionen af Instant Film, der tidligere var kendt som Polaroid-film. Deres nye film er netop ikke så hurtigt et produkt som de digitalkameraer Polaroid ironisk nok nu laver. Til gengæld får man et fysisk billede i hånden, som man venter på, før man kan se resultatet - tit med små ”skønhedsfejl” som en ekstra bonus. The Beauty of Imperfection, kalder de det.
Bevægelsen handler nok egentlig mest om de traditionelle dyder ægthed og nærvær. Når alle tror de kan alt, og mainstream er til stede alle vegne, bliver det naturligt nok attraktivt med håndlavede og derved tidskrævende produkter, hvor man selv er involveret i hele fremstillingsprocessen. Det giver jo både ro i sindet, og en fornemmelse af en mening med livet. Det kan jeg godt lide.
-------------------------------------------
“Slow Art […] one of its central tenets is that people often seek out what they already know as opposed to allowing the artist to present a journey or piece in its entirety.” Slow Movment (Wikipedia)
